Arbejdet for en Als-Fyn-forbindelse intensiveres
SØNDERBORG / FAABORG-MIDTFYN: Sønderborg Kommune går nu for alvor ind i arbejdet for at realisere en fast forbindelse Als-Fyn ved at oprette et sekretariat og nedsætte en brokomité i samarbejde med Fåborg-Midtfyn Kommune, oplyser Sønderborg Kommune.
En Als-Fyn bro betragtes her som en vigtig brik i vækststrategien, og nu handler det om at skabe offentlig opbakning og finansiering til initiativet. De to kommuner har nedsat en tværkommunal styregruppe, som organiserer samarbejdet om den faste forbindelse. Den betjenes af et fælles sekretariat, som begynder sit arbejde 15. november.
Leder af det nye sekretariat bliver den 50-årige cand.scient.pol. Jes Schwarz-Hansen, hvis første opgave bliver at nedsætte en brokomité bestående af 20-25 erhvervsfolk og politikere, som skal synliggøre, udbrede og skærpe argumenterne for en fast forbindelse mellem Als og Fyn.
Tiderne regnes i Sønderborg som gunstige for at rykke på projektet, fordi transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil undersøge mulighederne for flere offentligt-private partnerskaber til at finansiere ny infrastruktur. Han har derfor indkaldt pensionsselskaber og kommuner for at blive præsenteret for konkrete projekter. Med et solidt forarbejde håber Sønderborg og Fåborg-Midtfyn kommuner at blive inviteret til runden.
Foruden Jes Schwarz-Hansen består sekretariatet af en kommunikationsmedarbejder ansat af Fåborg-Midtfyn Kommune. Det tværkommunale team får også som opgave at samarbejde med det private initiativ, Foreningen Als-Fyn Broen, der har som vision, at anlægsarbejdet skal være begyndt senest 2020.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.